Kommunikationskultur, 1 + 2 + 3

OPGAVE 1 Fokus på kommunikation

Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab. Vi befinder os på en døgninstitution for børn med diagnosen infantil autisme: Sønnen på 10 år kommer retur fra hjemmeweekend hos hans far. Denne far har meget svært ved at acceptere, at hans søn har denne diagnose, han er af den overbevisning at han IKKE fejler noget. Ydermere mener han, at noget af personalet i gruppen ”bare” er en flok kloge ”pædagokker” Derfor er han altid meget anspændt når han kommer og afleverer sønnen. Det er han også denne aften. Han kommer ind, han ser tvær ud og det ser ud som om, at han skal til at ”brokke” sig over noget. Personalet, en altid glad og smilende kvinde kommer ham i forkøbet og spør ind til, hvordan han har det og hvad de har lavet i weekenden. Yderligere spør hun ind til om han har nogle forslag til hvordan vi i fællesskab kan hjælpe drengen. Faderen går smilende hjem fra institutionen. (Forældrene er skilt, men moderen har det på samme måde som faderen, med de samme pædagoger)

Reflekter over, hvad der sker her. De signaler den kvindelige ansatte udsendte, var positive og ”jeg vil dig gerne” agtige. Personalet i gruppen ved at samtaler med både mor og far til denne dreng kan være svære. Men svære samtaler skal være svære ” I modsat fald er samtalen overfladisk og ligegyldig og indeholder ingen respekt, gensidighed eller mulighed for forandring”.(Mørch, Susanne side 16) Der er ingen tvivl om, at faderen har det svært med, at hans søn har en diagnose. Og det mener jeg at vi som professionelle skal udvise respekt og forståelse for (til en vis grænse). ”Pædagogen skal se forældrene som eksperter på deres egen situation og på barnet, men hun stiller også spørgsmål på en måde, der kan få forældrene til at reflektere over deres egen situation og handlemuligheder, ligesom hun selv tager ansvar for sin del af samarbejdet. (Mørch, Susanne side 19)

Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes. Samme familie som i ovenstående eksempel. Denne gang bliver faderen dog mødt på en anden måde. Drengen og faderen kommer ind. Pædagogen tager tasken ud af hånden på faderen og tager drengen i hånden, vender ryggen til og går med ham ind på hans værelse, hvor hun sætter ham i gang med den sædvanlige ”retur-aktivitet”.

Hvad skaber disse situationer? Faderen går i vrede og ringer senere på aftenen og ”brokker” sig over nye pædagogiske tiltag, som man i gruppen har bestemt vil være til gavn for drengen.     Jeg forstår godt faderens reaktion. Tror faktisk ikke at han ser de nye tiltag som værende dårlige, men han er bare ”sur” over måden han bliver behandlet/mødt på. ”Pædagogen udfylder sin rolle som professionel, men integrerer ikke den personlige dimension i sin forståelse af barnets og faderens situation og egen rolle, og dermed heller ikke i sin kommunikation. (Mørch, Susanne side 18 Litteratur: Mørch, Susanne Idun (2008) Kommunikationskultur. Samtaler i pædagogisk arbejde. Side 9 – 26. Århus Academica

OPGAVE 2 Lyt til konteksten

Iagttag og fortæl om menneskers kommunikation i forskellige sammenhænge, i bussen, på cafeer, på arbejdet og i familien. Familien: Min ældste storebror har til tider en temmelig hård tone overfor sine omgivelser. Det har han altid haft, så vi kender ikke til andet. Han er dog et utrolig varmt menneske, hvilket andre godt kan have svært ved at se. Anden etnisk baggrund. Mennesker fra eksempelvis Albanien, Kroatien og Polen kan godt have et meget lukket væsen og nul øjenkontakt.  ”De” kan godt se ”skumle” ud, men ofte når man hilser på ”dem” smiler de og hilser tilbage.  Arbejdet: Har på et tidspunkt haft en chef, som var temmelig grov mod en kollega. Dog ikke når der var forældre eller hendes chef var tilstede.   Eksemplerne ovenfor fortæller at: ”Kommunikation er langt mere end det talte sprog, og at det talte sprog er langt mere end neutrale ord!” (Mørch, Susanne side 21)

Læg mærke til, hvad det betyder, når du kender konteksten,[1] og når du ikke gør det. Hvad sker der, hvordan reagerer du? Når jeg kender konteksten slapper jeg af og hviler i mig selv. Hvis ikke, så bliver jeg usikker og får det meget dårligt. Vil bare gerne ud af konteksten. Men hvis det er et sted hvor jeg ved at jeg vil kunne risikere i fremtiden at skulle tilbringe noget tid, så vil jeg gøre alt for at finde ud af hvorfor konteksten er som den er. ”Konteksten indeholder implicitte normer, regler og værdier, der har betydning for, hvordan man kan forstå personen, adfærden eller samtalen” (Mørch, Susanne side 21) Litteratur: Mørch, Susanne Idun (2008) Kommunikationskultur. Samtaler i pædagogisk arbejde. Side 9 – 26. Århus Academica

---

OPGAVE 3 Et spørgsmål om menneskesyn

Hvilke erfaringer har du med de to skitserede menneskesyn? Hvor stammer erfaringerne fra? Det mekaniske menneskesyn: Denne erfaring stammer fra SFO. Et barn kommer ofte ud i konflikter med andre børn. Pædagogen tager oftest dette barn med ind på kontoret og forsøger at finde ud af hvad problemet er. I de fleste tilfælde er barnet her meget oprevet og frustreret. Pædagogens fokus er på at fortælle barnet hvad det kan gøre anderledes for at undgå disse konflikter. De andre børn som var indblandet i konflikten bliver ikke inddraget eller adspurgt om deres oplevelse af konflikten. Det systematiske menneskesyn: Denne erfaring stammer fra SFO. Samme barn som nævnt ovenfor. En anden pædagog tager alle børnene og hører hver deres fortolkning af deres konflikt. De får alle taletid, der bliver lyttet, talt til hinanden og talt om hinanden i hinandens påhør.

Hvad kan få pædagogen til at handle ud fra det mekaniske menneskesyn, selvom vedkommende har det systemiske menneskesyn som ideal? Der er ingen tvivl om, at mennesket bag pædagogen, som jeg nævner i eksemplet (opgave 1.1) på døgninstitutionen, er et meget varmt menneske. Men når først hun går ind af døren på arbejdet, så smider hun ”jeg” hatten af og tager derimod ”pædagog” hatten på. At tage ”pædagog” hatten på er naturligvis et krav til hende som ansat, men i og med at hun smider hendes ”personlige jeg” udfylder hun kun rollen som professionel, og altså desværre uden at integrere den personlige dimension i hendes forståelse for barnet/forældrenes situation og hendes egen rolle. (Mørch, Susanne Idun s. 18) Det er ikke første gang jeg oplever ”sådan” en pædagog.. Desværre. De er med garanti vildt dygtige rent pædagogisk, men hvis de ikke formår at være menneskelige samtidig med, så falder forældrenes og også børnenes interesse i at samarbejde med denne voksne. Jeg føler mig overbevist om at disse pædagoger ikke bevist agerer mekaniske. Jeg er helt sikker på, at de har den mest positive hensigt med deres arbejdsmetode, og at de vil både børn og pårørende det bedste.